En gang til...!

Skydiving er aabenbart staerkt vanedannende. Jeg var ude for anden gang i gaar, og oplevelsen var om muligt endnu federe end foerste gang, fordi man vidste, hvad man gik ind til og generelt havde lidt mere kontrol over sig selv paa vej ud af flyet. Det var superfedt, og havde jeg flere penge, ville jeg goere det igen. Men nu er der jo ikke saa lang tid til det hele slutter, og pengene er ligesom tiden ved at slippe op. Vi goer alt for at nyde de sidste uger hernede, og nu er vejret blevet godt igen efter en laengere periode med graavejr. Faktisk er vi netop paa vej til stranden, og det er jo heldigvis ganske gratis...

I luften

Skydiving

Der var en svaerm af sommerfugle i min mave, da vi tirsdag eftermiddag efter undervisningen forlod hostellet for at koere ud til flyvepladsen i Queenstown. Vi haabede, at vejret holdt, saa vi omsider kunne gennemfoere The Ultimate Jump, som vi havde ventet paa, for turen havde vaeret aflyst to gange foer pga daarligt vejr, men nu saa det ud til at lykkes. Jeg var ikke helt sikker paa, hvad jeg havde rodet mig ud i, for hvem kaster sig frivilligt ud fra et fly - og saa for sjov? Efter en bustur paa tyve minutter var stemningen efterhaanden blevet ret intens. Vi kunne se faldskaermene dale ned fra himmelen og lande paa plaenen. Snart var det vores tur. Vi kroeb i noget, der lignede rumdragter og fik udleveret hjelme og goggles. Jeg skulle op i flyet sammen med Lui og Lea (Mikael) fra holdet. Saa sad vi der klemt sammen mellem vores instruktoerer og hver vores kameramand, der skulle filme og tage billeder af os paa vej ned. Sommerfuglene blev vildere og vildere jo hoejere flyet kom op. Lea var den foerste der sprang, dernaest Lui, og saa var der jo kun mig tilbage, og foer jeg vidste af det, hang vi halvt ude af doeren, hvor min instruktoer talte ned og lavede The Banana med mig, hvor man skulle boeje hoved og ben bagud, mens han 'gyngede' en frem og tilbage. Saa gav han slip, og vi faldt ud i intetheden! Det vildeste adrenalinkick nogensinde fulgt af foelelsen af, at alt vendte op og ned. De foerste sekunder var saa syrede, fordi vi bare slog kolboetter gennem luften. Ned gik det med 200 km/t. Man kunne ikke engang skrige, og ens mund udtoerrede paa nul komma fem, hvis man proevede. Efter et stykke tid trak instruktoeren i en udloeser, og en lille 'ballon' foldede sig ud og fik os til at ligge vandret i luften. Det var ret svaert at koncentrere sig om at kigge paa kameramanden (som ellers var ret laekker..) , for ens hjerne var vist mest af alt gaaet i en tilstand af chok. Efter 60 sekunders frit fald udloestes faldskaermen, og vi blev bremset med enorm kraft og hevet et stykke op igen. Derefter var turen ren afslapning, selvom instruktoeren lavede diverse sving og halvloops paa vej ned. Efter fem minutter landede vi sikkert paa plaenen igen, og jeg var selvfoelgelig ikke til at skyde igennem! Det er uden tvivl det vildeste, jeg nogensinde har gjort! Saa nu toer jeg (maaske) godt det Gyldne Taarn i Tivoli....

Queenstown og Milford Sound

1) Toesefilmaften med film, pizza og ansigtsmasker, 2) mig hos frisoeren, 3) saadan ser jeg saa ud nu, 4) Milford Sound Overnight Cruise. Her er det Kor, Maavens, Julie, Karsten og Chrylle der giver colgatesmil, 5) smukt smukt, men TAAGET! Man kunne jo ikke se en pind. Det regnede heldigvis ikke paa turen, men paa et tidspunkt sejlede skipperen ind under et vandfald, saa alle blev plaskvaade alligevel. Tak skipper!

Flere billeder fra Routeburn Track

1) Routeburn Falls, 2) mig i mit smarte vandreoutfit, 3) taget fra en haengebro over floden, 4) Byskov i spadserslutspurt, 5) her er vi saa allesammen undtagen Emil, som er fotograf

Paa toppen af verden

Routeburn Track

D. 9. - 11. marts: Vi var en gruppe paa seks drenge (Sigurd, Emil, Lea, Jasper, Fisker, Byskov) og fire piger (Sofie, Jytte, Fugl, mig), der havde besluttet os for at begive os ud i oedemarken over en weekend. Vi blev hentet paa vores hostel, Pinewood Lodge, fredag kl. 10 om morgenen og koerte nordpaa i 4 timer for at komme hen til startstedet for en tredages vandretur, The Routeburn Track - vores foerste rigtige vildmarkstur. Vi vidste paa forhaand, at det ville blive haardt, for vi havde lejet store rygsaekke, og de var proppet til randen med toej, mad, kogegrej, telte og soveposer. Selve turen staar beskrevet som 'moderat' i alle guideboegerne (..men naar man har 12-15 kilo paa ryggen, er det lidt noget andet!). Den foerste dag gik vi 12 km, foer vi naaede til den foerste campsite, hvor vi kunne slaa vores telte op. Det var inde midt i en moerk skov, og solen gik ned bag bjergene, foer vi fik slaaet telte op, saa vi fumlede os frem med lommelygter, mens vi pakkede ud og lavede mad med vores smarte kogegrej. Jeg havde koebt en (synes jeg selv) vaeldig fiks ske-gaffel-kniv, der kunne det hele, men de andre grinede af den (de var bare misundelige...!). Efter maden gik vi direkte i seng for at blive ordentligt udhvilede til turens haardeste dag. Problemet var bare, at man laa SAA daarligt paa de tynde liggeunderlag, og at det blev hundekoldt, saa snart solen var vaek, saa vi fik ikke sovet saerlig meget. Paa andendagen stod vi op kl 8, spiste havregroed og pakkede sammen for at komme hurtigt videre. Vi begyndte opstigningen af det hoejeste bjerg paa turen. Det tog omkring fire timer inkl pauser at naa toppen, hvor vi moedte den anden gruppe fra holdet, der gik den modsatte vej af os. Vi spiste frokost og noed udsigten, mens vi solede os. Derefter begyndte det at gaa nedad. MEGET nedad. Det var ekstremt haardt for knae og foedder, og jeg fik da ogsaa et par vabler undervejs, men udsigten var det hele vaerd. Vi kom til Routeburn Falls, hvor vi holdt pause og fyldte vores vandflasker med friskt vand fra kilderne (det smager meget bedre end det fra hanerne). Vi var kommet ned i traehoejde igen og fortsatte ind i en taet skov, hvor vi moedte en skaeg fugl paa stoerrelse med en solsort, der hoppede helt hen til os og op paa vores vandresko, hvor den begyndte at hakke og hive i snoerrebaandene og sokkerne. Vi gik videre i et par timer og var fremme ved den naeste campsite omkring kl 19, saa vi havde god tid til at slaa telte op og lave mad, inden det blev moerkt. Denne campsite laa helt ned til en lille flod, saa der var mange sandflies og myg. Utroligt nok slap jeg med kun tre stik. Vi saa solen gaa ned, mens vi spillede Roevh.. (jeg vandt). Vi gik i seng ret tidligt for at proeve at faa en ordentlig nats soevn. Denne gang proevede jeg at bruge rygsaekken som hovedpude, saa jeg sov lidt bedre, men man var oem i hele kroppen efter den tunge oppakning, saa det var svaert at ligge ned i det hele taget. Jeg fik dog sovet meget mere end den forrige nat. Vi skulle op tidligt paa turens sidste dag, for vores bus ville komme allerede kl. 10 for enden af tracket, og vi skulle gaa i tre timer ifoelge planen, foer vi var der. Der var stress paa lige fra starten, havregroeden braendte paa, vi faldt over ploekkerne (og hinanden), og teltet var helt vaadt af dug, da vi pakkede det sammen. Vi blev dog hurtigt faerdige, og vi piger gik i forvejen (drengene var for langsomme...de indhentede os dog hurtigt igen, saa gruppen atter var samlet.). Vi gik i turbotempo for at vaere sikre paa at naa det til tiden. Heldigvis gik det mest nedad bakke, og det viste sig, at vi gjorde distancen paa den halve tid, saa vi havde over en time at puste ud i, inden bussen kom. Turen hjem til Queenstown tog omkring halvanden time, og alle fik taget sig en god lur, selvom chauffoeren koerte raaddent i svingene. Vel hjemme afleverede vi vores lejede udstyr og maatte lige anstrenge os til at gaa den halve kilometer ekstra hjem til hostellet fra sportsbutikken. Det var dejligt at komme hjem og faa et varmt bad. Mine kroeller lignede dreadlocks. Alt i alt var det en superfed tur, og jeg haaber at billederne kan give en ide, om hvor fantastisk udsigten var oppe i bjergene. Nu vil jeg traekke mig tilbage og pleje mine vabler..

Tangariro Crossing

Tangariro Crossing i National Park

Torsdag d. 15. februar startede vores rundrejse, saa vi forlod Mt. Maunganui. Vores foerste stop var i National Park, hvor vi skulle ud paa den baade beroemte og berygtede heldagsvandretur Tangariro Crossing. Vi fik at vide paa forhaand, at hvis vi gav op undervejs eller kom til skade, var der ingen anden udvej, end at blive hentet af en helikopter! Loerdag d. 17. stod vi (alt for) tidligt op, for at starte turen foer alle mulige andre turister fik samme ide. Vi blev koert i bus hen til foden af det bjerg, hvor turen startede. Vi begyndte at gaa, og vi gik og gik...og gik! Opad Devil's Staircase i halvanden time! Men hvis det var haardt, saa vidste vi ikke, hvad vi havde i vente. Vi besluttede os for at bestige Mount Doom (bjerget fra Ringenes Herre) paa vejen. Det tog i alt tre timer at komme op og ned. Der var absolut intet fodfaeste, og der roeg loese sten ned hele tiden (og det var ikke smaasten!). Men op kom vi, og det var helt fantastisk at staa paa toppen og kigge ned i krateret! Resten af vandreturen maatte vi skynde os lidt mere (vi manglede jo kun 14 km, da vi kom ned fra Mount Doom..), saa det gjorde vi. Underligt nok fik jeg ingen vabler paa turen (tak til mine gode vandresko). Vi var totalt udmattede, da vi endelig naaede ned efter, at have spurtet gennem regnskoven de sidste 20 minutter for at naa den tidlige bus (det gjorde vi ikke..). Der var doemt massage, da vi alle var tilbage paa hostellet!

Link

Hej igen!
Ville bare informere om, at der ligger mange flere billeder af os paa siden http://gallery.lwh.dk under mappen New Zealand 2007. Tag et kig!

Waitangi Day

I nat stod vi op kl. 3.45, fordi vi skulle op paa bjerget Mauao i den anden ende af byen og se Maorierne udfoere deres Haka (en slags krigsdans) i anledning af Waitangi Day, den dag i 1840 hvor traktaten mellem den engelske krone og Maorierne blev underskrevet i Waitangi, Bay of Islands. Kl 5 moedtes vi ved foden af bjerget og begyndte at vandre op ad de snaevre stier i buldermoerke. Da vi endelig naaede toppen blev vi moedt af en hel stamme af Maori-krigere. Vi satte os i graesset og noed solopgangen ude over vandet. Da solen stod op begyndte ceremonien. Der blev holdt taler og sunget salmer paa maori. Krigerne begyndte at danse med deres spyd, mens de prustede, skar taender og rakte tunge til stor glaede for vores gruppe, som efterhaanden har set Haka-dansen et par gange, men stadig synes det er lige underholdende hver gang (det er altsaa svaert at holde masken)! Efter ceremonien gik vi nedad bjerget og fik undervisning i en park, men vores laerer gav op efter utallige forsoeg paa at faa os til at lave noget serioest, og gav os fri hurtigt derefter. Vi blev i den del af byen, fordi der senere skulle vaere koncert paa Main Beach i anledning af Waitangi Day.