I luften

Skydiving

Der var en svaerm af sommerfugle i min mave, da vi tirsdag eftermiddag efter undervisningen forlod hostellet for at koere ud til flyvepladsen i Queenstown. Vi haabede, at vejret holdt, saa vi omsider kunne gennemfoere The Ultimate Jump, som vi havde ventet paa, for turen havde vaeret aflyst to gange foer pga daarligt vejr, men nu saa det ud til at lykkes. Jeg var ikke helt sikker paa, hvad jeg havde rodet mig ud i, for hvem kaster sig frivilligt ud fra et fly - og saa for sjov? Efter en bustur paa tyve minutter var stemningen efterhaanden blevet ret intens. Vi kunne se faldskaermene dale ned fra himmelen og lande paa plaenen. Snart var det vores tur. Vi kroeb i noget, der lignede rumdragter og fik udleveret hjelme og goggles. Jeg skulle op i flyet sammen med Lui og Lea (Mikael) fra holdet. Saa sad vi der klemt sammen mellem vores instruktoerer og hver vores kameramand, der skulle filme og tage billeder af os paa vej ned. Sommerfuglene blev vildere og vildere jo hoejere flyet kom op. Lea var den foerste der sprang, dernaest Lui, og saa var der jo kun mig tilbage, og foer jeg vidste af det, hang vi halvt ude af doeren, hvor min instruktoer talte ned og lavede The Banana med mig, hvor man skulle boeje hoved og ben bagud, mens han 'gyngede' en frem og tilbage. Saa gav han slip, og vi faldt ud i intetheden! Det vildeste adrenalinkick nogensinde fulgt af foelelsen af, at alt vendte op og ned. De foerste sekunder var saa syrede, fordi vi bare slog kolboetter gennem luften. Ned gik det med 200 km/t. Man kunne ikke engang skrige, og ens mund udtoerrede paa nul komma fem, hvis man proevede. Efter et stykke tid trak instruktoeren i en udloeser, og en lille 'ballon' foldede sig ud og fik os til at ligge vandret i luften. Det var ret svaert at koncentrere sig om at kigge paa kameramanden (som ellers var ret laekker..) , for ens hjerne var vist mest af alt gaaet i en tilstand af chok. Efter 60 sekunders frit fald udloestes faldskaermen, og vi blev bremset med enorm kraft og hevet et stykke op igen. Derefter var turen ren afslapning, selvom instruktoeren lavede diverse sving og halvloops paa vej ned. Efter fem minutter landede vi sikkert paa plaenen igen, og jeg var selvfoelgelig ikke til at skyde igennem! Det er uden tvivl det vildeste, jeg nogensinde har gjort! Saa nu toer jeg (maaske) godt det Gyldne Taarn i Tivoli....